Mads Kornum: Koncertanmeldelse. Beefeaters – Tour-Premiere på Halmtorvet 9 – den 03.11.

 ”Bøf Deluxe med hammer hammer fedt hammond og schnoor lige guitar grabs – da Beefeaters blev vækket respektfuldt til live”. Denne lørdag var det ikke helt let at være en anmelder, der ikke kunne være flere steder på en gang. Der skulle træffes et valg. Skulle man f.eks. vælge Blues paradiset i Arena Næstved med Buddy Guy som det funklende hovednavn – eller skulle man se om det virkeligt er holdbart at gendanne Beefeaters efter årtiers dvale – og ikke mindst uden Peter Thorup? Denne skribent valgte det sidste – og efter lørdagens 95 minutter – fordelt på 2 sæt – er der absolut ingen grund til at fortryde. Den anerkendte musiker/foredragsholder mv. Per Wium lagde ud med en personlig og hjertevarm introduktion, der fint understregede hvad det her drejede sig om. Talent kan og skal ikke holdes nede – slet ikke når det har skabt et unikt og tidsløst musikalsk udtryk – som der reelt ikke er nogle herhjemme, der har løftet siden dengang da nu 72-årige Morten Kjerumgaard Reumert lagde bøfferne på køl tilbage i 1971 efter fire forskellige udgaver af bandet. Morten Kjerumgaard Reumert er altså manden, som har været med hele vejen, og det er ham, der leverer den fantastiske orgellyd, og som også gerne tilføjer strejf fra jazzens vingesus via sit Roland klaver. Og han var på ingen måde rusten. Lidt nervøs i starten – ligesom resten af bandet – men som koncerten skred frem – forstod man hvorfor Per Wium og mange andre musikere med ham betragter ham som et forbillede. Der var glød og glimt i både øjne og tangenter, og samspillet med ”de nye drenge i klassen” blev varmere og varmere som koncerten skred frem – og til sidst turde de endda tage nogle chancer, og bare spille sig helt ud. Sanger og guitarist Frederik Schnoor er ikke Peter Thorup – og det er heller ikke meningen. Han har sin egen personlige klang i stemmen og i guitarspillet, der blev serveret tændt og nutidigt med ånden fra dengang som makker. Noget som både den lille herlige gruppe af unge ny-hippier foran scenen – og de mange noget ældre følgere kunne mærke tydeligt fra første tone i åbningsnummeret ”You Changed My Way of Living”. Rytmesektionen med Rune René Hansen (trommer) og Torben Guldager (bas) spillede tæt og tight – og sikrede – at man samlet hørt oplevede et band, som i den grad bør have en fremtid, der er mindst ligeså indholds- og historierig som dets fortid. De to ting blev smukt knyttet sammen på ”Stormy Monday Blues”, hvor Flemming ”Keith” Volgersen, der var bassist på bandets bare to album fra 1967 og 1969, kom på scenen som en velplaceret og kærkommen gæst på mundharmonika. Der var meget få mellemregninger – og et væld af højdepunkter i løbet af koncerten. Det ene øjeblik kunne man lukke øjnene og drømme sig hen til en jazz & blues bar i Chicago området, det næste til en svedig Rhythm & blues klub i London, og undervejs også føle sig placeret til en Jamaften med Spencer Davis Group og Santana. Der var nerve, der var udtryk – og det gjorde helt åbenlyst godt indtryk på alle tilstedeværende. 33Plus ser i den grad frem til at følge Beefeaters på deres videre vej – der blandt andet kommer forbi Huset i Hasserisgade i Ålborg på fredag. Høj på hammond og mør bøf deluxe – gik turen videre til Blågårds Apotek, hvor aftenens sidste sæt med Kjeld Lauritsen Trio – inklusiv den altid fabelagtige Lars Krarup på guitar (og momentvis på vokal) – lige kunne nås. Og også her var det så hammer hammond fedt, at man bare havde lyst til at bukke og takke – ikke mindst for en varmblodig version af Lauritsens personlige hyldest “Blågaards Blues” til en tidligere ejer af spillestedet – og siden for en humørfyldt, herlig og heftig version af ”I Can’t Get No Satisfaction”. I øvrigt en totalt uretmæssig titel for hele aftenen. Den var bare hammond fed – og mere end tilfredsstillende fra først til sidst. Hør her Beefeaters fra øvelokalet levere lørdagens åbningsnummer ”You Changed My Way of Living” 

Mads Kornum: Koncertanmeldelse. Beefeaters efter Kun for forrykte Festival d. 08/06/19:

Tiltalende triumfer på sætlisten havde Beefeaters i grad også da de gik på hovedscenen kl. 21 lørdag. Bandets eneste originalmedlem er Morten Kjærumgaard på orgel – og han fik heldigvis masser af spillerum, og understregede et helt unik niveau efter danske forhold. Festivalleder – og her guitarist og sanger Frederik Schnoor – sang bedre end nogensinde – og leverede guitarsoloer, der ikke behøver gemme sig i skyggesiden fra salig Peter Thorup. Bandet og dets tre nye yngre medlemmer har i den grad formået at få ånden fra dengang til at danse, som en nyrenset pibe, der er blevet stoppet med frisk kvalitetstobak. Og danset blev der, og sunget med – og klappet højlydt over eviggrønne versioner af klassikere som f.eks. ”It Ain’t Necessarily”, ”My Babe”, ”Summer Scene” – for ikke at tale om den jazz-influerede ”Seranade to a cukoo”, der undervejs næsten overpræsterede i en intens duel mellem guitar og orgel. I sådanne øjeblikke er musik som et svimlende soundtrack til lykken. Og for de mange gamle og en del nye fan var det forhåbentligt også lykken at høre at Beefeaters rent faktisk er i gang med nye numre, og vi fik da også det første eksempel på det – nemlig nummeret ”Bording Man”. Jeg siger bare – “sagen var bøf”! Læs mere her…..