FORSIDE OM HJEMMESIDEN HISTORIE FOTOSERIE DISCOGRAFI KONTAKT OS
  
   
Oversæt
CD´er
Nye CD´er 2004
Se her !



Beefeaters historie

1968 var ungdomsoprørets år, men for Beefeaters var detikke et oprørsår

Thomas Gjurup



Fra CD´en DR Live Sessions 1967 & 1968

1968 var ungdomsoprørets år, men for Beefeaters var det ikke et oprørsår. Her var oprøret startet fire år forinden, da gruppen valgte at sætte sig udover den bås, som selv pigtrådsgrupper - som det hed dengang - var underlagt. Langt hår, vild sceneoptræden og også gerne en attitude, der indikerede at man ville skide på det etablerede. Problemet var for mange af orkestrene, at de var en del af det etablerede. Managere og publikum forventede, at man holdt sig inden for de grænser der nu engang var lagt for pigtrådsbands. Musikken skulle være dansevenlig og helst kopiudgaver af tidens store engelske grupper. Ganske få turde bryde disse regler. Mange havde ikke talentet til det, og andre blev hurtigt sat på plads af manageren, da han skulle sælge varen. Og når publikum forventede hakkebøf med brun sovs så skulle man altså ikke servere finere fransk kogekunst. Ingen skulle tro de var noget, og publikum gad altså ikke få serveret noget de ikke forventede fra en dansk gruppe.

Beefeaters var et af de få bands, der så stort på de uskrevne regler - og faktisk var gruppen startet fire år tidligere som en provokation mod den bestående popscene, men herom senere.

1968 var Beefeaters kreative og musikalske højdepunkt. Samspillet var optimalt og de ofte improviserede udviklinger i gruppens bluesbaserede materiale gav publikum en tidløs rejse i lyd og lys. Tidens pladeselskaber turde ikke udsende sådanne ukommercielle tiltag dengang. Tiderne har ændret sig. God tur!

 

I 1968 havde gruppen for længst smidt popgruppe imaget. En udvikling som for alvor var startet i april 1966, da guitaristen og sangeren Peter Thorup blev permanent afløser for Søren Seirup, der havde været gruppens varemærke. Hvor Seirup havde tiltrukket sig opmærksomhed ved outreret sceneoptræden, så lå Thorups kvaliteter i en hel anden retning. Han var en gudsbenådet sanger, der kunne sin bluessangbog. Beefeaters havde under Seirup allerede ladet sig inspirere af noget så uhørt som jazzmusikere som f. eks. Roland Kirk og Jimmy Smith. " It Ain’t Necessarily So" blev første gang indspillet i  en instrumentaludgave af Beefeaters på dette tidspunkt. "Serenade To A Cuckoo ", som de langt senere indspillede, var et nummer, de havde hørt på  Roland Kirk LP’en "Talking With The Spirits".

Senere i perioden med Peter blev Oscar Peter-son og Kenny Burrell også musikere, der gav inspiration. Beefeaters sluttede altid engagementer med Oscar Petersons "Night Train".

 

Morten Kjerumgaard:

Peter kom med på vores singleguitarists Tom Methlings foranledning. Han kendte Peter fra sin tid i The Blackpools. Det var oprindeligt meningen, at han “kun” skulle være sanger og mundharpespiller. Men under en 14 dages tur til Mallorca i juni måned, rejste Tom og kæresten til Ibiza. Tom havde altid sin kæreste Kirsten med, når vi var ude på job. Tidligere havde han altid deres abe med, der voldte ikke så få problemer på nogle af hotellerne. Men her stod vi på en spansk ferieø uden guitarist, så Peter, der jo havde spillet rytmeguitar i The Blackpools, overtog guitaren, hvilket vi faktisk var ganske godt tilfredse med. I oktober forlod Tom gruppen, da han var kørt træt i rockmusik, spilleri og rejseri - og da var det jo faktisk først rigtigt begyndt.

 

Den 23. november 1966 gik Beefeaters i studiet for at indspille deres anden single for Ecco. Dennegang med Tho-rup. Numrene, der repræsenterede gruppens daværende stil glimrende, var soulstandarderne “Respect” og “Hold On I’m Comin’” som blev indspillet, men udkom aldrig. Selskabet var i økonomisk krise, gik fallit og båndene forsvandt.

 

Kvartetformen passede Beefeaters perfekt. Alle kendte deres plads og kunne deres instrument i den sammentømrede gruppe bestående af Peter Thorup, sang og singleguitar, Flemming "Keith" Volkersen på bas, Erling "Mozart" Madsen, trommer, og ikke mindst Morten Kjerumgaard på orgel. Flere danske bands brugte orgel på dette tidspunkt, men hvor The Lions og Yes Indeed lagde det ind som en slags "rytmeguitar", så udnyttede Beefeaters orgellyden som et hovedinstrument på linie med singleguitaren. Man skulle til

England for at finde tilsvarende bl.a. hos Graham Bond Organisation.

Gruppen kunne se perspektivet i den nye stil og oprettede en slags træningslejr i Mortens forældres kælder på Lyngbyvej. Her indøvede de i et par måneder nyt repertoire op til “debuten” i januar 1967. Midt i de mange ændringer havde gruppen fået Walther Klæbel som ny manager. Klæbel spillede selv i Peruna Jazzmen og kunne meget bedre forstå Beefeaters end den tidligere sensationslystne manager Erik Haaest. Dette skift var et vendepunkt for gruppen. Han havde et langt mere avanceret netværk af spillesteder end Haaest - og kunne skaffe jobs i blues og jazzklubber hvilket havde været en ukendt verden før. Samtidig havde han fået afsat Beefeaters til pladeselskabet Sonet, hvor direktør Carl Emil Knudsen med glæde havde taget imod en gruppe der spillede blues, men også havde jazznumre som "Night Train" og "It Ain't Necessarily So" på repertoiret. Knudsen brændte for jazz. Det var også uhørt, at en dansk gruppe fik lov at debutere med en LP. Albummet blev påbegyndt i Vanløse Bio i februar 1967, men igen viste Beefeaters, at de var anderledes end deres veldresserede pigtråds-kolleger, der indspillede en LP på to dage.

Gruppen mødte op uforberedt med en “det går sku’ nok” indstilling. En indstilling der absolut ikke passede Ivar Rosenberg. Han var vant til en mere ærbødig, disciplineret indstilling fra såkaldte musikere der spillede rock. To numre fik de i kassen - og så kunne de komme tilbage, når de vidste, hvad de egentlig ville spille. Næste studiebesøg var 25. maj, og så gik det mere efter bogen. Det første album så endelig dagens lys den 4. september 1967, men så blev det også rost til skyerne af en næsten enig presse.

Men i mellemtiden havde Beefeaters i marts sammen med Matadorerne et måneds engagement på de amerikanske Thulebaser i Grønland. Jobbet var lidt misforstået, da man altid forventede go go piger deroppe - og nu var hverken Beefeaters eller Matadorernes musik det mest dansevenlige. Det var nu også go go pigerne, der fik afviklet turen 14 dage for tidligt. Der var en klar aftale om, at der ikke måtte være piger i mandskabsrummene. Dette blev ikke overholdt - og begge grupper blev sendt retur til Danmark med go go pigerne.

Pressen benyttede lejligheden til en god historie om, at de var blevet udvist på grund af spionage!

Beefeaters udskilte sig klart fra flokken. De passede ikke rigtigt ind i den daværende rockscene, hvor et rockorkester var noget man dansede til. Beefeaters musik var mere lyttemusik - koncertmusik om man vil - og de blev også flittigt brugt som opvarmning for store udenlandske navne såsom Pink Floyd, Procol Harum, John Mayall, Blue Cheer og Jimi Hendrix. De optrådte stadig på de traditionelle spillesteder såsom Hit House og Fjordvilla, men de passede ikke rigtigt ind i dette miljø. Til gengæld tog kulturlivet imod gruppen med kyshånd.

Gruppens to LP´er blev kåret til udgivelsesårenes bedste. De lavede musikken til to præmierede kunstfilm af Søren Hansen. PH fonden gav dem i 1968 en pris for højnelse af dansk beatmusik. En ære de i øvrigt delt med Young Flowers. Prisen var på 500 kroner, der ikke var en formue, men det var også mest æren der talte. Ekstrabladet havde samme år en læser-afstemning ved navn Pop-poll med forskellige kategorier. Den svarede til vore dages Grammy. Der stod Beefeaters på de fleste kategorier.

Pressen havde dog stadig problemer med at sætte Beefeaters i bås. Var det soul, beat eller psykedelisk musik de spillede? Problemet var at Beefeaters spillede Beefeaters. Det psykedeliske prædikat dukkede automatisk op, da gruppen blev hyret til at spille på det nyåbnede "Soho" på Bakken med lysshows, der ellers kun var kendt fra udenlandske psykedeliske grupper som Pink Floyd og Zoot Moneys Dandelion Chariot. "Soho" var Bakkens intellektuelle svar på forlystelsesparkens pigtrådstempler "Place Pigalle" og "Valhalla".




Beefeaters kunne ikke komme ind på det kommercielle marked med hitlisteplaceringer. Takket være et samarbejde med Povl Dissing havnede de som nr. 1 på Top 20 med "La' Mig Blive Noget", hvilket gav hele den etablerede og ualmindelig kedelige, konservative pladebranche en brat opvågnen. Der var ikke så meget “Ved Landsbyen Gadekær” over Dissings “For Helvede da.........”  

 

Morten Kjerumgaard:

“Vores trommeslager Erling "Mozart" Madsen havde forladt gruppen på dette tidspunkt, for som han udtrykte det, gruppen havde mistet sin uskyld, så jeg vil ikke mere. Det havde han ret i. Vi var på det tidspunkt Danmarks bedst spillende og musikalsk største band. Ingen fra den musikscene vi repræsenterede havde før fået frie hænder til selv at vælge repertoire til LP´er endsige indspillet egne kompositioner. Også der var vi nyskabende og det i en pladebranche, der ellers på mange måder lignede den i dag, hvor økonomi betyder mere end kunst. På trommer var nu den tidligere Blackpools sanger Max Nutzhorn. Max havde på det tidspunkt været en del af gruppens inderkreds, og kende vores materiale indgående. På vores CD  kan det høres, at der med Max ved trommerne skabt de mest fantastiske lyduniverser - og det til trods for, at han aldrig havde spillet trommer før!

Gruppen bestod fra maj 1967 af 5 medlemmer. Det femte medlem var Søren Danielsen vores psykedeliske lysmand, der var blevet uddannet af Pep Carter, der havde lavet lys for Pink Floyd. Søren skabte sin hel egen storslåede stil, til inspiration for både publikum og os.
I perioden med Peter, Keith, Mozart og siden Max og Søren oplevede jeg en kollektiv musikalitet jeg aldrig har oplevet med andre. Jeg har siden spillet med mange dygtige musikere, men dette var noget ganske specielt grænsende til det spirituelle. - Vi var et kooperativ, der såvel musikalsk, som menneskeligt gav plads for hinanden. Til forskel fra andre af tidens grupper, lod vi os inspirere af andre, men vi plagierede ikke.

Min gamle klaverlærer fra Rågeleje jazzband udtrykte det således i 1962. "Du må gerne lytte, du må også lade dig inspirere, men musikken skal komme fra dit indre." Det var sådan det var - udtrykket og nærværet i musikken var essentielt. Hvilket stykke musik vi spillede var mindre væsentligt.”

Vi var så sammenspillede og frie i vores udtryk, at vi ved en af de mange store koncerter, vi var med til det år, startede med et improviseret nummer.

Dette nummer findes på denne CD under navnet "No Title" dog ikke i den første version. Vi spillede aldrig det samme nummer ens fra gang til gang, men improvisationen blev så god, at vi bevarede skelettet og feeling, så det var muligt at gentage. Til koncerten den dag kunne hvad som helst ske, vi var så sikre, at vi med få toneskift kunne ændre atmosfæren i det rum, vi spillede i. Det - sammen med vores psykedeliske lys - var noget helt nyt i dansk musik.

Beefeaters var som før nævnt et kooperativ på alle planer. De ting, der blev komponeret, var skabt i fællesskab. Det var det samme med det økonomiske. Alle fik lige meget.

Ud over gruppens fire musikere var vi i 1968 udvidet med to meget dygtige lysmænd. De skabte de mest fantastiske lysoplevelser. Her skal Søren Danielsen især fremhæves. Han fandt helt sin egen stil, der langt overgik alt, hvad jeg ellers oplevede i de år.”

 


Ud over gruppens egne LP´er akkompagnerede de Povl Dissing på hans kritikerroste "Dissing" LP i 1968. Et album der i folkemunde hed "Nøgne Øjne" skønt titlen ikke fremgik af coveret.

Ligeledes akkompagnerede de forskellige koryfæer fra udlandet, hvor Alexis Korner blev den mest markante og skæbnessvangre. Den månedslange Skandinaviensturne med Korner startede 2. november 1968 i Brøndby Popklub. Det stod klart, at Thorup og Korner fungerede godt sammen. De kunne begge deres blues og havde mod på at videreudvikle den. Alexis Korner kontaktede Peter Thorup efter skandinaviensturneen og inviterede ham til England. De sang godt sammen og Thorup var nok Danmarks bedste sanger på dette tidspunkt. Thorup rejste til England og oplevede nogle succesrige år med CCS. Han indspillede dog albummet “Wake Up Your Mind” i 1970 som Peter Thorup & Friends, der var en tidstypisk sag, men med diverse højdepunkter - og en slags allersidste Beefeaters LP.  Friends var Beefeaters, Young Flowers og Maxwells folk. Selv Mozart dukkede op som coverdesigner sammen med Ole Fick. En skive det er værd at investere i.

Men netop da Thorup gik fra Beefeaters toppede de rent musikalsk.

 

Vi havde ikke det store sociale netværk med de andre danske bands. Vi var yngre og i manges ører uforståelige i vores spillestil, men til gengæld var samarbejdet med udenlandske orkestre på besøg i Danmark på toppen. Når Colusseum eller Taste var i byen - ja, så jammede man bare - måske ikke altid lige publikumsvenligt, men vi levede for musikken og ikke succesen. Det var i det hele taget en brydningstid. Hvordan vi havnede på plakaten med det svenske popband Tages flere gange er mig totalt uforståeligt. Det var da dygtige og søde svenske drenge, men musikalsk stod vi som totale kontraster - og vi sagde nok ikke Tages pigefans ret meget, men til gengæld syntes drengene, der kom  på grund af  pigerne, vi var ret fede.”

Vi aftalte et tema. Og så kørte det bare - ingen aftale om tid og sted. Thorup var en slags “rapper” før sin tid. Jeg ved ikke hvor han fandt teksterne - vi havde aldrig hørt dem før - men det fungerede. Og lydbilledet var os fire mand, så det blev aldrig til disse hundrede procent instrumentsoloer, som vi kender fra de store udenlandske navne. Vi var sku’ nok lidt fodformede, når vi stod i “ring” og så hinanden i øjnene for at se hvad nu den anden gjorde.

Flemming “Keith” Volkersen

 

Morten Kjerumgaard:

“Selvom det var et stort tab, håbede jeg på Peters vegne, han ville nå det, vi som gruppe ikke fik chancen for. Beefeaters var med foranstående besætning på højde med de udenlandske bands, der besøgte Danmark de år. Hvorfor vi som gruppe ikke fik tilbuddet om at komme til England, kan man undre sig over. Nu stod vi uden guitarist og forsanger. Det var sket før, og vi var jo kommet tilbage, men med Peter var lang tids samspil og en fantastisk kemi forsvundet.

Jeg fil overtalt Ole Fick til at spille i Beefeaters. Han havde lige indspillet en LP sammen med Burnin Red Ivanhoe, som endnu ikke var kommet på gaden. Min forbavselse og glæde var stor, da han sagde ja. Ole kendte jeg fra gruppen Beethovens. Han var nok den eneste, der på det tidspunkt, kunne erstatte Peter.

Vores glansperiode var måske slut, men musikken var ikke.

I slutningen af 1969 var Søren Seirup tilbage på bassen, og på trommerne var nu Carsten Smedegaard, der ligesom Ole kom fra Beethovens.




Nu fulgte en periode, hvor vi indspillede musik til filmen "Smil Emil" sammen med Povl Dissing. Selv spillede vi i Jazzklubben Vingaarden hver mandag, og blev som gruppe bedre og bedre, men den spiritualitet jeg tidligere oplevede, nåede vi aldrig igen. Ole blev syg, og nok engang stod vi uden forsanger. Nu var gode råd dyre.

Tiderne ændrede sig, nye bands dukkede op og den kommercielle side af musikbranchen var ved at kopiere og forfladige det, vi havde været med til at skabe. Endnu en sidste gang lykkedes det at skabe et Beefeaters. Max kom tilbage, men denne gang som sanger. Max var og er stadig en dygtig sanger, foruden sang spillede han også congatrommer. Carsten var stadig på trommer. Keith  kom tilbage på bassen og som guitarrist fik vi en af "de nye" nemlig Niels Henriksen.

Højdepunktet fra denne periode blev en jazzballet skrevet over Mattheus 8. Det foregik i Helligkorskirken på Nørrebro med danseren Doug Crutchfield som sort Jesus. Balletten var et tilløbsstykke og kirken var fuld, en fantastisk oplevelse. Også TV var der for at optage denne begivenhed.

 

Ole blev rask og kom tilbage til Beefeaters. Keith havde fået nok, han blev så erstattet af Erik Stedt Rasmussen, endnu en af "de nye". Vi spillede nu som sekstet.

Et gammelt mundheld siger, at man skal stoppe, mens man er på toppen. Vi blev måske ved lidt for længe, men når man som jeg elskede den musik, vi skabte i Beefeaters var en sådan erkendelse svær. For mig som så mange andre fra den periode var det slut først i halvfjerdserne. Den kommercielle del af branchen havde nu fuldstændigt opslugt det musikalske udtryk, vi og andre grupper havde skabt på den danske musikscene. Den absolutte erkendelse kom for mig, da "Hair" blev opført i Cirkusbygningen i 1971. Musikken blev ikke mere styret af musikerne - den progressive rock var død.

For mig var nu kun tilbage at vælge mellem at lade mig prostituere musisk eller finde andre græsgange. Jeg valgte det sidste.

På denne måde blev jeg den længst deltagende musiker i den vel nok mest interessante danske gruppe i 60´erne og vil herfor gerne takke såvel alle implicerede, som publikum for nogle fantastisk spændende år.”

 

Beefeaters overlevede tresserne med nød og næppe. Den utænkelige opløsning skete også her, og specielt for Morten Kjerumgaard var det en slags personligt fallit - efter 6 år var Beefeaters blevet en livsstil - hans familie om man vil.

 

Morten Kjerumgaard:

“Nej, jeg kan ikke huske datoen for den sidste optræden, men det var engang i 1971. Besætningen var Jørgen “Træfod” Christensen, singleguitar, Rudolph Hansen, rytmeguitar og sang, Per “Flop” Hansen, elbas, og Poul Andersen fra Joe E. Carter på trommer. Det eneste jeg kan huske var, at det var i provinsen. Der var en lokal, der meget gerne ville optage det. Det fik han lov til mod, at jeg fik en kopi. Dernæst kan jeg huske hans forbavselse, da han så bandets besætning, men efter at vi havde spillet udtrykte han endnu større forbavselse over, hvor godt det lød. Jeg fik en kopi af båndet, men har ikke indspilningen mere.

Den ovenstående besætning var en nødløsning om end musikerne var suveræne. Perioden var for mig noget af det værste, jeg har oplevet i mit liv. Musikken blev altid vel modtaget, men min personlige integritet nærmest smuldrede. Jeg er ikke født med noget særligt stort ego og har altid vidst, at kun ved samarbejde når man noget stort. Det fandt jeg ingen forståelse for nogen steder i 1971. Egentlig mener jeg, at Beefeaters stoppede med sekstetten, og at det efterfølgende var min kamp for at overleve”.

 

1963

Det startede med en falske gin

Navnet Beefeaters dukkede ud af tågerne, da Søren Seirup og Lars Kofoed delte en flaske gin i efteråret 1963. De havde begge spillet i typiske polerede pigtrådsbands. Kofoed kom fra The Cliffters og Seirup fra The Stringers. De besluttede i fællesskab sammen med omtalte Beefeater-gin, at nu kunne det være nok. De var begge hooked på den mere rå rock og havde fingeren i jorden omkring den vordende engelske rhythm & blues-scene. Startbesætningen var Søren Seirup, sang og el-bas, Lars Kofoed, sang, 6 strengsbas og 12 strengetguitar, Jimmy "Biller" Sardorf, singleguitar, og Niels Kjær Mortensen på trommer. Kort efter trådte Kurt Parking ind som sanger. The Beefeaters forstod at markere sig overfor et måbende pigtrådspublikum, der stadig havde Cliff Richard og The Shadows som de store idoler. Man var hip hvis man kendte The Beatles, men at nogen i starten af 1964 spillede og klædte sig som The Pretty Things og The Rolling Stones - ja, de kunne ligesågodt være kommet fra en fremmed planet. Og som om at det lange hår ikke var nok, så debuterede de i KB Hallen, skærtorsdag 1964 iklædt kjole og hvidt.


Gimmicken fungerede og gruppen fik masser af spalteplads ikke mindst i tidens førende popblad Hit. Gruppen var meget efterspurgt, men som Lars Kofoed siger. "Vi spillede kun én gang hvert sted. Det var ikke altid os der startede balladen, men når først den var i gang kunne vi jo lige så godt puste til ilden."  Det blev til en prøveindspilning i Roklubben Kvik med Johnny Reimar som producer, men om der nogensinde blev optaget noget forsvinder i erindringens tåge. Men nummeret der skulle have været i kassen var Doris Days "Everybody Loves A Lover". Gruppens totale mangel på disciplin og Seirups excentriske optræden betød at Kurt Parking og Niels Kjær Mortensen fik nok og skred i september 1964. Irwing Waldorff kom med på trommer, men ved årsskiftet 1964-65 kollapsede Beefeaters version1 totalt.

Lars Kofoed gik ind i Melvis & His Gentlemen, Irwing Waldorff kom med i Matadorerne, Kurt Parking vendte tibage til den pæne og sikre stil hos The Jockeys og Niels Kjær Mortensen valgte at sidde bag trommerne i det mest populære pigtrådsband Peter Belli & Les Rivals.

Allerede i februar 1965 samlede Seirup et nyt Beefeaters sammen med Biller Sardorf. Nye folk blev Morten Kjerumgaard på orgel og Erling "Mozart" Madsen på trommer.


Morten Kjerumgaard:

“Jeg havde indtil tilbuddet om at komme med i Beefeaters været forsanger i The Rodgers. Jeg var ret god til det mere croonede, men blues var min sang ikke til, så det blev orgel - først et Farfisa, siden Vox og endelig et Hammond. Kontakten til Seirup kom via min søster, der kendte ham. Og selvom jeg vist aldrig havde hørt de oprindelige Beefeaters, så kendte jeg navnet, og det at komme fra et totalt ukendt Lyngby band til nogen der havde et navn, var som at vinde 3 år i lotteriet. Nu lyder den tid som om at vi bare spillede Pretty Things, men allerede i disse år sniglyttede vi til jazzting, der meget senere skulle dukke op i Beefeaters sammenhæng”.

 


Det nye Beefeaters opnåede stor opmærksomhed fra pressen ikke mindst pga Seirups provokerende og til tider anarkistiske adfærd. Sardorf forlod gruppen allerede i foråret og erstattedes først af Hans Mogensen, singleguitar, og i slutningen af året overtog Tom Methling singleguitaren. Methling havde tidligere spillet med The Blackpools. Seirup ønskede at køre en ren vokalistrolle og Flem-ming "Keith" Volkersen blev hentet ind på bas. Version 2 af Beefeaters opnåede stor succes med deres rå rhythm & blues bl.a. havde de egen fanklub med blad og det hele. I januar 1966 indspillede de 5 numre i Corona Studiet ved Jersie Strand. Seirup forlod gruppen efter nogle engagementer i Sønderjylland for at tage til Indien i marts 1966 . Gruppen forsøgte sig et par uger med "Ringo" Ole Frederiksen som sanger. Peter Thorup fra The Blackpools overtog dog snart jobbet som sanger og siden også singleguitaren, da Tom Methling forlod gruppen i sommeren 1966. Den kendte besætning af Beefeaters var en realitet.

 


DR Live Sessions 1967 & 1968
-Troels Vanvittige Parkering

1 Crossroads (R.Johnson)

  2 No Title

     (Thorup/Nutzhorn/Volkersen/Kjerumgaard) 

  3 Night Train

      (Forrest/Washington/Simkins)

4 Parchman Farm (Mose Allison)

  5 Now I Know             

 

       (Thorup/Nutzhorn/Volkersen/Kjerumgaard)

 

 6 Ain't Got Love To Give      (Thorup/Nutzhorn/Volkersen/Kjerumgaard)

7 Serenade To A Cuckoo

      (Roland Kirk)

8 Troels Vanvittige Parkering

      (Thorup/Madsen/Volkersen/Kjerumgaard)

  9 Summer Scene (Thorup/Madsen/

       Volkersen/Kjerumgaard/Jimmy Cambell)

 10  Let Me Down Easy

      (Wrecia Holloway/James McDougal)

  Track 1-5 optaget og sendt lørdag den 28. september 1968 i Frederikshavn af DR. Producer Erik Moseholm. Beefeaters deltog sammen med Radiojazzgruppen. Programmet blev udsendt som “Beat Ball” på P1. Licenseret fra DR Rytmisk med stor hjælp fra Morten Vilhelm.

 

Track 6-7 blev optaget et ukendt sted i 1968 af DR med Max Nutzhorn på trommer.

Track 8-10 DR optagelse fra 13. november 1967 i Falkoner Centret. Udsendt som “Beataften” på P1 den 6. marts 1968 sammen med Young Flowers, The Lollipops, The Clan, Tommy P. Show, Cy,

Maia & Robert  og The Maxwells.

 

En stor tak til Søren Danielsen, Peter Thorup, Flemming Volkersen, Claus Rasmussen, Lars Kofoed og Søren Staf Hansen for info, hjælp og anden support.

En kæmpe tak til Morten Kjerumgaard der har leveret historie, billeder og holdt legenden Beefeaters i live i alle disse år.

Endvidere tak til båndgivere, der har sørget for at båndene overlevede tidens tand.

Album produktion: Tømrerclaus

Cover, research, text, etc.: Thomas Gjurup med moralsk support fra Morten Kjerumgaard.

 

Tjek www.karma.dk for flere udgivelser med dansk rock fra tresserne og halvfjerdserne.

 



Kommentarene er skribentens ansvar. Vi er ikke ansvarlige for indhold eller form.




 

Copyright © 2004 by beefeaters.dk  |  Powered by XOOPS 2.0 © 2001-2003 The XOOPS Project  |  Design by 7dana.com